BEMÆRK: VI FLYTTER

Pr. 7. januar ændres adressen for Familiekontakten, Ungekontakten og Samværskontakten til Rådhusbuen 3, 4000 Roskilde. Aktiviteter i Familie og Ungecenteret vil efterfølgende som udgangspunkt ske her.

Velkommen til Ungekontakten

Ungekontakten er en forebyggende enhed, der huser kontaktpersoner, opsøgende medarbejdere, familieterapeuter og rusmiddelkonsulenter.

Målgruppe, formål og tilgang

Ungekontaktens målgruppe er unge i alderen 13-18 år (og op til 23 år ved ungestøtte), der har sociale, psykiske/psykiatriske, adfærdsmæssige og følelsesmæssige udfordringer.

De unge kan have bruge for støtte til at etablere en almindelig hverdag og skabe et stabilt fodfæste i sociale fællesskaber, skole, uddannelse, beskæftigelse, fritidsliv og støttende netværk.

Formålet med forløbene hos Ungekontakten er at skabe udvikling og opfyldes af tydeligt definerede mål hos den enkelte unge. Vi lægger vægt på et udvidet samarbejde med den unges forælder, øvrige netværk, andre fagpersoner og frivillige tilbud for at hjælpe den unge bedst muligt.

Tilbud

Vi har flere forskellige tilbud hos Ungekontakten, der blandt andet dækker over:

  • Kontaktpersoner
  • Rideterapi
  • Onlineforløb
  • Gruppeforløb om eksempelvis vredeshåndtering, angst, lavt selvværd og skolevægring
  • Gruppeaktiviteter som eksempelvis træningshold og café
  • NADA
  • Det socialt opsøgende team

Som ung får du hos Ungekontakten et forløb, der bliver sammensat ud fra dine mål i samarbejde med både dig og dit netværk. Dit forløb kan både være et gruppeforløb, et online forløb, en kontaktperson eller en kombination af forskellige tilbud.

Kontaktpersoner

Når du er tilknyttet Ungekontakten vil den gennemgående kontakt til os være din kontaktperson. Kontaktpersonen er tilgængelig på telefonen i tidsrummet mandag–torsdag kl. 09.00-16.00 og fredag kl. 09.00 – 13.00. Hvis din kontaktperson er optaget, når du ringer, vil de kontakte dig hurtigst muligt. Du kan også sende en SMS eller en mail.

Når du er tilknyttet et gruppe- eller onlineforløb, vil du kunne opleve at have ingen eller meget lidt kontakt til din kontaktperson.

Som udgangspunkt skal du kontakte netværk, den sociale døgnvagt, politiet, psykiatrien eller andet, hvis der er brug for hjælp uden for den almindelige telefontid. Det er dog muligt at lave aftaler med din kontaktperson, der ligger uden for ovenstående tidsrum, også i weekender, hvis dette vurderes nødvendigt.