Om os

Bliv klogere på hvad Roskilde Familie og Ungecenter er, hvordan vi arbejder, samt hvor du kan finde os

Hvad er vores målsætning?

I Roskilde Familie og Ungecenter har vi en åben og imødekommende tilgang over for alle familier, der har behov for særlig støtte og hjælp. Vi bestræber os på at skabe hjælpsomme relationer til alle vores familier, så vi kan understøtte de bedste muligheder for at skabe bæredygtige forandringer og udviklinger i familiesystemet. Vi ved, at dette er en vigtig forudsætning for at kunne støtte og hjælpe særligt sårbare børn og unges trivsel på kort og på lang sigt.

Hvad er vores opgave?

Vi yder en lang række forskellige konsultative, rådgivende, undersøgende, matchende, behandlings- og tilsynsrettede tilbud med henblik på at støtte de særligt sårbare og udsatte børn, unge og familier i Roskilde Kommune. Vores primære kerneopgave er at hjælpe, støtte, afklare og vejlede børn, unge og deres familier til at mestre deres familieliv bedst muligt. På den måde understøtter vi de børn og unges trivsel og udvikling, så de bliver livsduelige voksne med mulighed for at tage aktiv del i samfundet.

Vi er altid optaget af hvordan du har oplevet vores tilbud, og vi hører derfor gerne din feedback på nuværende eller afsluttede forløb.

Vision og mission

Med afsæt i vores Børn- og Ungepolitik arbejder vi ud fra en fælles vision om at:

”Alle børn og unge skal trives og blive hele mennesker. Alle børn og unge har evner og kompetencer, som de skal have mulighed for at udfolde og udvikle, både individuelt og i fælleskab med andre. Alle børn og unge skal have gode forudsætninger for at mestre livet og de muligheder og udfordringer, det byder på. Målet er børn og unge, der har det godt, trives og får de bedste forudsætninger for et godt liv”.

Vores ønske er hele tiden at møde Roskilde Kommunes børn, unge og familier med en læringsfokuseret tilgang ud fra fællesfaglige værdier om åbenhed, tryghed og nysgerrighed, så vi løbende udvikler og styrker vores tilbud og faglighed.

Du kan læse hele Roskilde Kommunes Børn og Ungepolitik på deres hjemmeside. 

Hvem og hvor er vi?

Roskilde Familie og Ungecenter består af mange forskellige fagligheder:

  • Samværskonsulenter
  • Familiebehandlere
  • Psykologer
  • Kontaktpersoner
  • Opsøgende medarbejdere
  • Rusmiddelkonsulenter
  • Pædagoger

Vi har til huse på både Kastelsvej (Samværskontakten og Døgnkontakten - Ungehjem) og på Gormsvej (Familiekontakten og Ungekontakten).

Derudover har Roskilde Familie og Ungecenter etableret udviklingsprojektet Familiens Hus, som ligger i Læderstræde. Se gerne nærmere på Familiens Hus' hjemmeside

Tavshedspligt

Roskilde Familie og Ungecenters medarbejdere har tavshedspligt.

Undtagelsen er pligten til at underrette myndigheden, hvis medarbejderne får kendskab til vold eller overgreb mod børn.

Centerleder for Roskilde Familiecenter